Topbillede

Medicinsk abort

Du behøver ikke henvisning til medicinsk abort, du kan henvende dig direkte til klinikken.

Ved tidsbestilling til medicinsk abort kan ringe på telefon 53 38 86 26.

Hvad er en medicinsk abort?
Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten med 2 slags medicin. Ved det første fremmøde
indtager du en tablet (Mifegyne). Den hæmmer hormonet progesteron, som er nødvendigt for, at
graviditeten kan fortsætte. Dagen (24 – 48 timer) efter skal der lægges 3 tabletter (Cytotec) op i din
skede. Tabletten indeholder et hormon, som får livmoderen til at trække sig sammen, så den
tømmer sig.

Første besøg hos speciallæge
Du får foretaget en ultralydsscanning. Den skal afgøre hvor langt du er henne i graviditeten.
Herefter får du udleveret en tablet (Mifegyne), og når du har indtaget den, er aborten sat i gang.
Det nødvendigt, at du gennemfører resten af behandlingen. Ellers kan graviditeten muligvis
fortsætte, og tabletten kan medføre fosterskade.

Ubehag
Du vil sandsynligvis ikke opleve ubehag efter at have taget tabletten, dog er der enkelte der får
kvalme.

Blødning
Nogle kvinder begynder at bløde inden behandlingen fortsætter. Blødningen er som ved
menstruation, og du kan få smerter, der minder om menstruationssmerter. Hvis smerterne er
kraftige, anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Panodil (a 500 mg) samt 2 tabletter Ibumetin (a 200
mg) efter behov med 6 timers mellemrum. Panodil/Ibumetin kan du købe på apoteket uden recept.

Cytotec
24 timer efter Mifegyne skal du lægge 3 tabletter (Cytotec) dybt op i din skede. Du kan få smerter
efter disse og skal derfor indtage smertestillende (Panodil/Ibumetin).

Ubehag
Efter tabletterne er lagt op, kan du få hovedpine, menstruations lignende smerter eller kvalme.

Blødning
Blødningen kan være en del kraftigere end en menstruation, og der vil være klumper i blodet, og
man kan ikke altid identificere et foster. Desuden får du menstruationslignende smerter, når
livmoderen begynder at trække sig sammen. Det er normalt at bløde i 10-12 dage. I starten kraftig,
senere kun svag blødning. Enkelte kan bløde i op til tre uger. Mens du bløder, anbefaler vi, at du
bruger bind og ikke tampon. Du må ikke tage karbad, havbad eller gå i swimmingpool så længe du
bløder pga. infektionsrisiko, derimod må du gerne tage brusebad. Hvis du har samleje, bør I bruge
kondom indtil du ikke bløder længere. Hvis du planlægger at bruge p-piller efter aborten, skal du
begynde med p-pillerne 5 dage efter du får Cytotec tabletterne lagt op i skeden.

Hvis du får feber, bløder meget kraftigt eller får meget kraftige smerter efter udskrivelsen, skal du henvende dig til din egen læge eller i skadestuen.

På grund af ubehag og blødningen bør du ikke være alene efter oplægningen af Cytotec.

Kontrol
2 dage efter første besøg, ringer vi til dig, for at høre hvordan blødningen har udviklet sig. Hvis
blødning er udeblevet eller har været sparsom skal du skannes igen for at vurdere om der skal
gives mere Cytotec.
14 dage efter første besøg skal du til en skanning for at sikre fuldstændig tømning af livmoderen.